Uddannelseslæger

Opdateret 10. januar 2019

 Uddannelseslægers vagtdeltagelse

 
Generelle forhold for uddannelseslægers vagtdeltagelse fremgår af dette udpluk af vagtinstruksen:
 
MÅL
I samarbejde med tutorlæger og uddannelseskoordinatorer at sikre god introduktion samt fagligt udbytte af lægevagtsarbejdet. Der henvises i øvrigt til gældende vagtinstruks.
 
FØLGEVAGTER
Tutorlægerne forventes (i samarbejde med kolleger evt. ved støtte fra lokale vagtchef), at tilstræbe at alle uddannelseslæger i klinisk basisstilling, introduktionsstilling i almen medicin samt H-stilling i almen medicin, fase 1 får minimum 2-3 følgevagter pr. 6 måneders forløb. Herved sikres at alle opnår et basalt kendskab til vagtens organisation og funktion.
 
SELVSTÆNDIGE VAGTER
Alle uddannelseslæger i fase 2 og 3 tildeles selvstændige vagter. Fase 2 udelukkende behandlervagter (konsultation og besøg), mens der i fase 3 også tildeles visitationsvagter.
Tutorlægerne varetager bagvagtsfunktion samt opfølgning på vagter jf. instruks. Uddannelseslægen introduceres til vagtsystemet forud for selvstændig vagt ved distriktets vagtchef.
 
VISITATIONSINTRODUKTION
I fase 3 tildeles 2-3 visitationsvagter, disse søges placeret i slutningen af forløbet. At uddannelseslægen er klar til sin første visitationsvagt sikres via:
• Specialeuddannelsen (3 timer) med emnet lægevagt sammen med øvrige uddannelses læger fra Uddannelsesregion Nord.
• Vagt/visitationskursus (6 timer) der afholdes minimum 1 gang halvårligt af lægevagtudvalget for uddannelseslæger samt øvrige vagtaktive læger.
• Følgevagt (2-3 timer) i visitationen umiddelbart forud for første visitationsvagt.
 
Uddannelseslægen er ansvarlig herfor i samarbejde med tutorlæge (hvis tutorlægen ikke er vagtaktiv må dette ske i samarbejde med kolleger evt. ved støtte fra lokale vagtchef).
 
DISTRIKTSINTRODUKTION VED VAGTCHEFERNE
Uddannelseskoordinatorerne formidler navne på alle uddannelseslæger med forestående fase 2 stilling i regionen til pågældende distrikts vagtchef.
Inden start af fase 2, hvor lægen tildeles selvstændige vagter, indkalder distrikternes vagtchefer uddannelseslægerne til introduktion til vagtprogram, vagtinstruks, distriktets organisation og funktion, vagthåndbog, www.vagtbytte.dk o.s.v.
På besøgsvagter kører alle uddannelseslæger i vognmandsordning med rutineret chauffør med indgående kendskab til vagt-edb.
Alle uddannelseslæger skal have bagvagt. Lægefaglig bagvagt er tutorlægen, der skal kunne træffes pr. telefon under vagten og give råd om behandling, visitation etc. Det forventes ikke, at bagvagten kan give fremmøde og assistere uddannelseslægen under vagten.
Det påhviler tutorlægen, at introducere og vejlede vedrørende lægefaglige vagtproblemer. En eller flere følgevagter med tutorlæge eller anden vagtkørende læge forud for selvstændig vagt i fase 2 arrangeres af tutorlægen, der på denne måde er ansvarlig for, at uddannelseslægen er lægefagligt veludrustet til selvstændig vagt med telefonisk bagvagtssupervision.
Det forventes, at tutorlægen efterfølgende gennemgår vagtnotater/problemer med uddannelseslægen, hvorved uddannelsesværdien i lægevagtsarbejdet optimeres.
NB! Der er udarbejdet en håndbog for Lægevagten for Region Midtjylland.
 
ANTAL VAGTER
• Klinisk basislæger, introduktionslæger og fase 1-læger: der tilstræbes 2-3 følgevagter som en tidlig introduktion til lægevagten.
• Fase 2-læger: har 4-6 vagter i løbet af det halve år (behandlervagter).
• Fase 3-læger: har 10-12 vagter i løbet af det hele år (heri såvel behandlervagter som 2-3
 
visitationsvagter).
For alt lægevagtarbejde gælder, at man henholder sig til YL's overenskomst med PLO:
Vagtindtjeningen går til praksis – uddannelseslægen afspadserer (1:1). Overenskomsten fra april 2008 åbner dog mulighed for, at tutorlæge og uddannelseslæge kan indgå en særlig aftale vedr. dette.
 
PRAKTISK
I god tid forud for første vagt skal uddannelseslægen afgive personlige oplysninger til vagtchefen. Dette gøres ved at udfylde nedenstående og sende det til vagtchefen i det område som din uddannelsespraksis ligger i.
 

 

Se også "Vagtinstruks"